Alt var som det plejede at være i Døveligaen. Globen Sport snuppede for andet år i træk mesterskabet på fornem vis, i klubbens kun 7-årige historie. De gav alt og alle baghjul og tromlede al modstand af banen, det endte således med 10 sejre ud af 10 mulige og en imponerende målscore på hele 75-5. Kun én bold måtte Globen Sports nummer 1, Søren Jensen, hente ud af eget net. Resten af de 4 indkasserede mål, hvor flere af dem var mere eller mindre heldige mål, var ikke med Søren Jensen som sidste skanse. Martin Jacobsen viste sig endnu en gang, som Døveligaens ubestridte målkonge, i 9 kampe bankede han 33 mål ind i nettene rundt omkring på de danske fodboldbaner. Ifølge Døveligaens turneringsleder, Jørgen Jørgensen, er dette rekord, ingen har før præsteret denne bedrift, en rekord der næppe bliver slået i nærmeste fremtid. Ja, en rekord der måske aldrig nogensinde bliver slået!

DAN formåede at slå at alle hold, men i Globen Sport mødte de deres overmagt og kunne intet stille op mod Globen Sports ’all star’ mandskab. Over 2 kampe måtte DAN se sig besejret med henholdsvis 3-1 og 2-0. Men når det kom til de andre hold havde DAN ikke de store problemer med at få 3 point ind på kontoen og de diskede da også op med en god omgang fodbold. Det er altid svært at spille mod DAN, uanset om de stiller i stærkeste opstilling eller ej.

Døvania startede sæsonen skidt med store nederlag til henholdsvis DAN og Globen Sport, ligesom Cirkus Ahorn med nød næppe tog 3 point fra ærkerivalerne i en spændende kamp, i sæsonens første sjællandske derby. Med et uimodståeligt sammenhold og troen på det bedre fik Døvania vendt skuden, og det noget sløve hold vi havde set i starten af sæsonen begyndte så småt at blomstre i anden halvdel af sæsonen hvor de præsterede ’kun’ at tabe 3-0 til både Globen Sport og DAN, som de havde tabt henholdsvis hele 8-0 0g 5-1 til i første halvdel af sæsonen.

De Unge Løver fra KI blev som vanligt bedre og bedre kamp efter kamp. Deres klare fejl var nok at bruge deres stærkeste spillere på de defensive pladser, til trods for at deres stærkeste spillere rent faktisk besidder flere offensive kvaliteter frem for defensive. Når de endelig fik bolden op af banen og væk fra deres egen banehalvdel var der ingen stærke spillere til at skabe farlige situationer foran modstanderens mål. I stedet løb løverne ind i en fælde og inden lynet nåede at slå ned, var bolden igen på deres egen banehalvdel foran modstandernes fødder og løverne måtte igen forsvare sig.

Olympia. Ja, hvad kan man sige om dem? Respekt, respekt og atter respekt for deres holdånd, sammenhold, fightervilje og ikke mindst deres kammeratskab. Godt nok tabte de med vrimlende cifre, som bl.a. 20-1 mod Globen Sport i sæsonens allerførste kamp. Men opgav de op? Nej aldrig! De kæmpede altid bravt videre og forsøgte det bedste de havde lært. De havde fortjent en bedre skæbne. Havde spillernes taktiske kunnen været større havde de måske kunnet drille de andre hold.

Cirkus Ahorn viste sig igen fra deres værste side. For anden gang i træk beviste cirkusklovene fra Ahorn at holdånd, teamwork og sammenhold er ukendte begreber for dem. De træk sig som bekendt fra Døveligaen endnu en gang, endda selvom de på dette tidspunkt lå på ligaens 3. plads. Problemet med Cirkus Ahorn er, at de har så mange små kliker og de kan tilsyneladende ikke fungere sammen. Flere folk tæt på Ahorn kan også bevidne om spillernes ulidelige tendens til at de kun vil stille op til kampene, hvis bestemte spillere også deltager. Måske skulle de, i stedet for at brokke sig og have stjernenykker, smutte ned i den lokale fodboldklub og blive bedre til spillet, således de kan løfte holdet frem for at stå med begge hænder i lommen og tro de får det hele serveret på et sølvfad. Alligevel får Cirkus Ahorn lov til at stille op til næste sæson af Døveligaen, men der varsler hård straf, hvis de igen vælger at ty til klovnedragterne. Således har DDI’s lovudvalg netop vedtaget, at trækker et hold sig fra Døveligaen bliver de ’belønnet’ med en bøde på 2000 kr. I mellemtiden er det dog kommet frem at Ahorn ikke har tilmeldt sig Døveligaen 2010/11.